[Vers 1]
Har altid prøvet fortælle det, men ikke kunne finde ord
Du lyver for dig selv det ikke som du tror, hjernen bedrager
Mens tiden flyver begraver du sorgen i alkohol
Jeg tænker tit, finder jeg dig i morgen liggende livløs og kold
Det gør mig nervøs, jeg er fanget i en rolle af ansvar
Som var jeg din far og ikke omvendt
Bliver anspændt og mine tendenser til vold bliver antændt af frustrationen
Jeg har gjort alt for at støtte dig uden hjælp fra nogen
Men til ingen verdens nytte du har brændt broen bag dig
Altid så depressiv og selvdestruktiv det smittet af på mig
Og min omgivelser at se dig synke mod bunden
Du grunden til min tilblivelse, det har splittet mig og fortvivlelsen
Af bare se hjælpeløst til har gjort mig ligeglad fyldt mig med indelukket had
Slukket den glød der gjorde mig glad og min vrede går tit ud over forkerte
De siger jeg er fanget i min egen verden fordi de tror jeg blind og ikke ser det
Føles som ingen forstår hvad man gennemgår
Det er som putte salt i et åbent sår, 19 fucking onde år
Jeg ikke kan glemme, så jeg en tikkende bombe
Jeg skal forvisse dig at ingen fucking tumpe skal pisse på mig
Håber du har forstået at din ambition er opnået, via mig dit eget kød og blod, så fat mod
Og anerkend at du nåede hvad du ville i stedet for at lyve for dig selv og prøve at drikke dig ihjel
[Omkvæd: Kristine Blond]
Når du lyver for dig selv, er det som om du vidste hvad der kom
Men lod det kvæle din sjæl
Når du lyver for dig selv, føles det som om du er blind
For det så svært at fortæl'
[Vers 2]
Vi startede ud i det små, min ven forstå mig ret
Dengang livet i sig selv var en fucking leg
Nu gør kællingen mig grå og træt
Jeg vågner brat og fatter at du bag tremmer nu
Den selvbundne løkke strammer sku´ om halsen
Fuck alting, et udtryk du bakkede op med handling
Og selvom du stadig havde min ryg, kunne jeg mærke en forvandling
Havde altid rendt rundt og lavet lort, gjort ting som man ikke burde
Problemer på hjemmefronten gjorde horisonten sort
Husker jeg spurgte mig selv nogle år tilbage
Hvorfor fanden spiller manden ikke sine kort, den knægt han fucker op en dag
Du sagde "Jeg sidder bag tremmer før jeg fylder tyve"
Jeg prøvede at grine for at få dig til at vise du prøvede at lyve
Men du rørte ikke en mine, hvis det var din ambition så tillykke
Erindre institutionen, det samme håndtryg, men din attitude var en anden
Som var vi vokset fra hinanden på få uger
Jeg kunne næsten ikke kende manden - fik nedtur
Tænkte de vil sætte min ven i fucking bur, blev sur for jeg kender baglandet
Men anede allerede der at sandet i timeglasst tog en slutspurt
Jeg ved det absurd, men anerkende min ven du lyver for dig selv hvis en gårtur
Er din næreste du kommer frihed som vi kender den
Det sværeste bliver at vende blæsten, for det en skrue uden ende
Så jeg kan kun sende mit bedste og fortælle
At du ikke behøver at leve sådan, du lyver for dig selv
[Omkvæd: Kristine Blond]
Når du lyver for dig selv, er det som om du vidste hvad der kom
Men lod det kvæle din sjæl
Når du lyver for dig selv, føles det som om du er blind
For det så svært at fortæl'
[Vers 3]
Tegner et portræt af en pige jeg kendte
Hendes liv var fyldt med støvregn ud fra de breve hun sendte
Ventede kun på kærligheden skulle komme hjem og redde hende
Hun skrev hun savnede hans stemme når han ikke var hjemme og prøvede at glemme
Hun kunne fornemme det lakkede mod enden
At hun kunne genkende situationen
Husker de dage hvor de mødtes det her var blot en illusion, fortabt vision
Om en fælles fremtid hun var forgabt i en person
Der gav hende lys i øjnene, i håb om følelsen var gengældt
Gjorde hende naiv overfor løgnene selvom hun vidste det ikke var tilfældet
Var i benægtelse, kærligheden gjorde hende blind
Ærligheden i hendes sind var i alvorlig modvind
Det fik mig til at tøve at hendes person var så skrøbelig
Da jeg prøvede fortælle sandheden virkede den urøbelig
For hvad jeg så i hendes øjne var meget større
En tro på sandhed over løgne, det mest ægte, det fik mig til at spørge
Mig selv om det var værd at fortælle
For det ville knuse hendes sjæl at hans øjne ikke længere så hende som speciel
Og ærligt jeg ved det sårer så jeg fælder en tåre, jeg
Ved det lyder dobbeltmoralsk men jeg forstår dig
Og håber jeg når dig før du bliver mere røvrendt
Så du ikke vågner en dag og føler dig svigtet og afbrændt
Den nøgne sandhed mine øjne vil altid se dig som speciel
Så giv slip skip det fjols, lad være lyve for dig selv
[Omkvæd: Kristine Blond]
Når du lyver for dig selv, er det som om du vidste hvad der kom
Men lod det kvæle din sjæl
Når du lyver for dig selv, føles det som om du er blind
For det så svært at fortæl'
