livet, luften vi indånder findes
en lethed i alt, en lighed i alt,
en ligning, et åbent bevægeligt udsagn
i alt, og mens træ efter træ bruser op i
den tidlige sommer, en lidenskab, lidenskab
i alt, som fandtes der til luftens leg med
den faldende manna en enkelt principtegning,
enkel som når lykken har masser af mad
og ulykken ingen, enkel som når længslen
har masser af veje og lidelsen ingen,
enkel som den hellige lotus er enkel
fordi den kan spises, en tegning så enkel
som når latteren tegner dit ansigt i luft
midt i november, en årstid
hvor menneskers drømme er ens,
en ensartet, udvisket fortid,
der ligner en soltørret stens
der står et par tavse forældre,
lidt børn løber rundt med en hund,
en ankomst man prøver at skildre
aom vand løftet op til min mund
jeg sov i mit rum på hotellet,
det var som en artsfremmed drøm,
som gæsten før mig må have stillet
til side i søbne og glemt
der var ingen i drømmen jeg kendte,
jeg fik kun et granskende blik
fra et hvidt abrikostræ der vendte
sig om, før det pludselig gik
måske blev det glemt der en sommer,
da verden var hvid som en fest,
og jeg forstod at en drømmer
må drømme som træerne drømmer
om frugter til sidst
sneen
er slet ikke sne
når den sner
midt i juni
sneen er
slet ikke faldet
fra himlen
i juni
sneen er
selv steget op
og har blomstret
i juni
som æbler
abrikoser
kastanier
i juni
fare vild
i den rigtige sne
som er sneen i juni
med blomster og frø
når man aldrig skal dø
nu ingen panik, der er bregner
på rejse, de opsamler tiden
og bundter den, bregnerne har
deres egen kalender, tårer
og regn og lidt sollys så sort
som når skovsnegle bærer det
rundt; åh lyt til de rolige
vifter og sporenes underste
brune sekunder der tikker
endnu, måske kan de huske
hvor skjulte vi lå, hvor
skjulte på steder hvor aldrig
et menneske kommer vi lå,
før vi omsider blev født
og krøb frem; jeg ser mig
uroligt tilbage og sneen,
der falder så tynd her til
morgen, vågner forsigtigt
og smelter, en eng ligger
udbredt med viber, man går
efter lyden, det knækker
så frossent i isen, præcis
som da tårer engang skulle
knuses som perler og strøs
på den syge, omsider er
kroppen så salt at dens
lange historie opløser
spejlet, lidt fnug fra en
dyne min mor må have rystet
forsvinder, og barndommen
breder sig forude, henne
ved vinduet foldes lidt
sollys på plads i gardinet
aften den sekstende juni
[Her mangler siderne 420 og 421 fra bogen Samlede Digte - af Inger Christensen]
cobaltbomben findes
svæbt i sin kappe
af cobalt-60-isotoper
hvis halveringstid
sikrer en ekstremt
skadelige virkning
mere er der ikke at
sige; vi sikrer at
skaden bliver størst
mulig; mere er der
ikke at sige; vi
sikrer os alt eller
intet; mere er der
ikke at sige; ved at sikre at alt
kan forvandles
til intet, mister
vi evnen til at
tænke på intet,
på ingen verden
ting som vi
siger, når vi bare
er til; mere er
der ikke at
sige; vi
sikrer
at vi usletter
alt, tilintetgør
alt, så der første
det altafgørende
intet får lov
til at digte som
vinden kan digte
i luft eller vand;
mere er der ikke
at sige; vi dræber
mere end vi tror
mere end vi ved
mere end vi føler;
mere er der ikke
at sige; vi hader;
mere er der ikke;
som en kongelig fugl
i sin kiste af slam,
i søle som en orm,
som en musvåge
stormen har knækket,
som en indslæbt grå
papegøje på en vatbåd
fra nogens plantage
vil jeg leve fra i dag;
halvkvalt og nedpakket
hvem som helst blandt
alle de trafiktrætte
duer, i hvis sidste
hold fler fredens
fortvivlede gråvejr
nedstyrter menneskets
øje; sådan vil jeg leve;
med min egen lille finde
halveringstid inderst i
hjertet; sådan vil jeg dø;
jeg har lært jeg skal dø,
jeg har sagt til mig selv
jeg skal dø, sagt der og
takket for sorgen, for
glemslen, færdig; sagt
til mig selv: tænk som
en fugl der bygger rede,
tænk som en sky, som
dværgbirkens rødder
tænk som et blad på et træ
tænker, som skygge og lys
som lysende bark tænker,
som pupperne inde under
barkhuden tænker, som lav
på en sten og lidt trøske
tænker, som skælrod tænker,
som den disede skovslette
tænker, som sumpene tænker
når regnbuens opstigning
spejler sig, tænk som lidt
mudder, lidt regndråber
tænk, tænl som er spejl
så livsvigtigt; se på
sin trone af intet
sandstormens hvirvel;
se hvor banalt i det
fossilt liv hviler ud
efter rejsen; se kun
hvor roligt det bærer
urhavets sværm af
begyndelser; se kun
hvor enkelt et tegn
hvori som et væsen
sandheden spejler
sig; se kun hvor
sandt, nådigt; lad
tingene ligge; læg
ordene til, men lad
tingene ligge; se
med hvilken lethed
de selv finder læ
bag en sten; se med
hvilken lethed de
lister sig ind i
dit øre og hvisker
til døden om at gå
