malmen i malinbjerget findes, mørket
i grubernes gange og mælken der standeser
i mødrenes bryster, en indgroet frygt hvor
hviskingnerne findes, hviskningerne findes
cellernes ældste og kærligste medviden
betragt dette marked, betragt denne import
eksport af fædre, halvdelen bødler
halvdelen pinte soldater, betragt
deres slægtløse sidste forsvinden, metal
mod metal, mens mængden af udyrket majs
vokser og manglen på drikkevand vokser
tal snart om mildhed, tal snart om saltets
mysterium, tal snart om mellemkomst, mennesker,
mod, fortæl mig at bankernes marmor
kan spises, fortæl mig at månen er smuk,
at moafuglen uddød spiser af den grønne
melon, at munterheden trives, findes,
at mosdyret findes, makrelstimen findes,
fysisk fordeling som i digte af mageløse
jordgoder findes, medlidenhed findes
det lagdelte lys, som bag
lag i en fresco bjergenes
sne og sneens figurer så
bromagtigt opløste skjulte
som altid på søvnrejser
lidt sol bryder frem som fra
jordsiden, æggene revner
og straks som en hvirvel
af bogfinker hen over hegnet
tankernes flugt fra min
krop; deres rørlighed, næb,
deres vinger og velkomstens
træthed ved andre så snart vi
slå ned i en brik og det
afsløres hvorfor vi lever:
da birken kom til Lakselv
og grundlagde byen tog den
græstotter med til lidt får
så andre end bladene selv
kunne lytte til bladenes
raslen og se hvordan de
omdanner sollyset næsten
som til klart grønt vand;
siden tog fårene af og til
birkene med sig på stranden
en gåde for strandkantens
rensdyr der græsser blandt
halvlådne sten, den sidste
rest morgendis svøbt om de
grålige kroppe, ellers kun
vindstille isturkis himmel
og en edderfugls blomst
på det frostramte vand
morgen den tyvende juni
som hvis brinten i
stjernernes indre
blev hvid her på
jorden kan hjernen
føles hvid
som hvis nogen har
sammenlagt tiden
og presset den ind
gennem døren til
et rum
hvor et bord et
par stole og den
søvnløses ubrugte
seng i forvejen
smuldrer
som hvis dis fra det
fremmede verdensrum
rejste som engle
sidder man der
i sit hjørne
indtil man uden
at bestemte ting
sker pludselig
rejser sig
og går
som en fugl der
usynligt vågner
og fodrer sin
ufødte unge
ved midnat
når ingen kan
vide om tingene
sådan som de er
fortsætter
det er temmelig nyt
at jeg hører cikaderne
her hvor det er koldt
og de derfor ikke findes
måske er det den slags
der altid er sket
når lyset rejser nordpå
og birken rejser med
som når et rum fra en
drøm på en rejse engang
er netop det rum man
kommer hjem og flytter ind
der findes en tegning
at et indkapslet barn
der sidder på hug i
en ikke særlig stor krystal
det er som i drømme
der hverken er drømt
af mennesker, dyr
eller fugle, måske af insekter
måske af den rejsende
selv der aå længe
ser væk fra sig selv
og fordeles i birkenes dis
måske et barn der
ihærdigt studerer en skovsø
og finder at sjælen godt
kan være drømt af cikader
det sker undertiden
når sneen er smeltet
at alt hvad den skjulte
kommer frem så sjælen kan ses
ligesom når døden først
rigtig bliver synlig
når nogen betragter den gave
den døde fik med sig i graven
jeg indeholder ikke
spor andet end en mønt
et fingerbøl af sølv
en tand og en lille tom flaske
men dens duft når
man åbner den
opfylder alt
som solen ved midnat
sådan har jeg tænkt mig
forestillingsevnen
som et klart krystalrum
der omslutter dødslejet
hvor den døde først rigtig
ligner sig selv
ved at dø fra de andre
følger nu søvngængerruten
hen under højslettens
brede balsamiske himmel
på tværs af en isdækket sø
på langs af en vindgroet ø
lodret ned gennem ilden
vandret frem gennem sneen
indsvøbt i vindens kåbe
indbagt i solens brød
kuldkastet holdbar præcis
indblæst i barfjeldets tinde
ned under rodnettets sår
ud gennem bundfrostens hinde
ind gennem isplantens hår
gendøbt i bjergenes kul
omsvøbt af vandøjets hul
rundt om en strålesols srme
ind mellem lyskløftens ben
frembragt i bjergkongens skrin
oppebåret udkåret fin
hensat i luftens vugge
ad regnbuens veje forsvundet
ind gennem bjerglærkens æg
ud gennem sollysets væg
der færdes de stille
i Mælkevejens støv
slår teltene op
mellem stjernernes løv
cikorien blomstrer
så endeløst blå
det virker som ingen
er andet end små
jeg sætter mig ned
med min lysvågne dukke
dens øjne af glas
er så underligt smukke
min mor træder ud
med en dampende skål
lidt kød hun har varmet
på Nordstjernens bål
jeg taler med dukken
der ligner mig selv
om der man forstår
ved umisteligt held
der at vi pludselig
opstår og fødes
det a vi straks
er flere der mødes
vi låner lidt ild
det begynder at gløde
det er som vi selv
smeltes af fra det døde
som hvis stjernerne straks
ved berøring bliver bløde
deforlianterne findes
for eksempel dioxin
der afløver træer og
buske og ædelægger
mennesker og dyr
ved besprøjtning
af afgrøder, skove
opnår man løvfald
og død midt i den
frodigste sommer;
denne ændring i sorgen
denne lysfyldte morgen
der ellers var lykkelig fin
nu er græsset forsvundet
og luften har spundet
sin trådløse giftbaldakin
over skov over strand
over mus over mand
nu er himlen en hule
hvor de visnede fugle
vil rådne som nedfalden frugt
hvor de trinløse skyer
vil findele byer
og hvirvle dem sirligt på flugt
som sand gennem sand
som vand gennem vand
selv de slimede snegle
er porøse som spejle
hvis menneskebillede gik tabt
kun en stilk af en nælde
vil bladløs fortælle
hvordan vi fortvivlet har skabt
en blomsterløs jord
så kønsløs som klor
se en morgenbleg stjerne
glimter frem som en hjerne
der næsten er udbrændt og brugt
for diffus til at mindes
en mand og en kvindes
forening i vingeløs flugt
i en duftende eng
i en sommervarm seng
se den vandklare kilde
er størknet og lille
på vej op af bjerget igen
og de bundløse roser
har skjult sig i moser
umisteligt pollen har lagt hen
i uendelighed
der skrives de rent med den samme slags skrift
som den der bliver skrives af skyernes drift
som den Archæopteryx skrev med i sten
på tværs af en svimlende himmelblå ren
uendelighed
uendelighed
se den vindstille hvede
i den disede hede
på vej ned i roden igen
mens de giftige vinde
der lamslår i blinde
kun langsomt og tvært farer hen
i uendelighed
selv døden bliver aldrig den samme som før
den jordiske død som de jordiske dør
nu tælles de ned nu tikker de løs
mens jordbunden rasler præcis som den frøs
i uendelighed
uendelighed
se den dejlige sommer
de dueblå blommer
forstøves og fnugger som fjer
se den gråhvide bynke
forvitre og synke
til bunds i det uskabte ler
i uendelighed
der skrives de ind i det planløse spil
hvor ingen kan vide om noget bliver til
om det der er en krage og lærke og stær
for altid fortabt vil befinde sig der
i uendelighed
uendelighed
mens et elmetræs blade
fejes hen ad en gade
om sommeren gråner af sod
går jeg tur i alléen
det er mørkt som når sneen
en aften er frosset til blod
i uendelighed
her drejer jeg ind bag en kirkegårds mure
hvor kun de forstenede duer går ture
her lister de rundt til de finder et sted
hvor stenhjertet siger dem freden slår ned
i uendelighed
uendelighed
alfabeterne
alfabeterne findes
alfabeternes regn
regnen der siler
nåden lyset
stjernernes stenenes
mellemrum og former
flodens løb
og sindets bevægelser
dyrenes spor
deres gader og veje
redernes bygning
menneskets tørst
dagslys i luften
musvågens tegn
solens og øjets
samvær i farven
den vilde kamille
ved husenes dørtrin
snebunken vinden
hushjørnet spurven
jeg skriver som vinden
der skriver med skyernes
rolige skrift
eller hurtigt over himlen
i forsvindende strøg
som med svaler
jeg skriver som vinden
der skriver i vandet
stiliseret monotont
eller ruller med bølgernes
tunge alfabet
deres skumtråde
skriver i luften
som planterne skriver
med stilke og blade
eller rundt som med blomster
i cirkler og duske
med prikker og tråde
jeg skriver som strandkanten
skriver en bræmme
af skaldyr og tang
eller fint som med perlemor
søstjernens fødder
og muslingens slim
jeg skriver som det tidlige
forår der skriver
anemonernes bøgens
violens og skovsyrens
fælles alfabet
jeg skriver om den barnlige
sommer som torden
over skovkantens kupler
som hvidguld når lynet
og hvedemarken modnes
jeg skriver som et dødsmærket
efterår skriver
som rastløse håb
som lysstorme tværs
gennem tåget erindring
jeg skriver som vinteren
skriver som sneen
og isen og kulden
i mørket og døden
skriver
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
skelettets og neglenes
tændernes hårets
og kraniets tavshed
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
hændernes føddernes
læbernes hudens
og kønnets hvisken
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
lungernes musklernes
ansigtets hjernens
og nervernes lyde
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
blodets og cellernes
synernes grådens
og tungens råb
