[Vers 1: Ulv]
For man kender det jo selv
Når man ender med en gæld
Man har brugt så meget tid på at ændre på sig selv
Blot et image, et omrids, en illusion, en fælde
Så la' mig fortæll', ja bare la' mig fortæll'
Når du står der på kanten, og du føles helt tom
Så hvisk i mit øre, hvad der tynger din ånd
For verden er stor, men du' skabt i Hans hånd
Har du været helt dernede, hvor man bøjer sig i støvet?
Givet en del af dig selv, som du ik' havde bеhøvet?
Hellerе be' om noget hjælp end at lade sig forbløde
Før du mister dig selv, så gå verden i møde
Så rejs dig op og kæmp for alt, du holder kært
Aldrig været nemt at vide, hvem man er
At bevise sit værd kan være svært
Man kender først sig selv, når man griber sit sværd
[Omkvæd: Ulv]
For når du falder, du falder, du falder, jeg griber dig
Og når du kalder, du kalder, du kalder, jeg hører dig
Og jeg er der, jeg er der, jeg er der, og viser dig vej
For når du falder, du falder, du falder, jeg griber dig
Og når du kalder, du kalder, du kalder, jeg hører dig
Og jeg er der, jeg er der, jeg er der, og viser dig vej
[Vers 2: S4m1]
Hvor svært ka' det være at være det menneske, de forventer?
Jeg' så selvoptaget, tænker mest på vendinger og tekster
Mit liv var slemt, men jeg har lært af livets lektier
Så lægger vers uden at tænk' på deres meninger, som fængsler
Min hjerne vil fjerne smerten fra hjertets kolde tårer
Lige fra barn af har jeg terpet, så træerne vokser
Har værnet, vil være noget, ik' være nede
Noget værre noget, når vanvid opstår
For livet det koster
Gud har skabt en sjæl der bare venter på at fortæl'
Hvis jeg skulle ændre på mig selv, så ville jeg hellere slås ihjel!
Betalinger til forandringer gør, at man ender med en gæld
Så manisk og forankrende, fra mig til dem er der et skel
Så jeg vil vælge mine venner helt med omhu
Uden dem blir' det til et tomrum
Jeg var nede, men det' helt godt nu
Ik' den bedste, men det ser sådan ud
Jeg ka' aldrig være en anden end den, Han sagde jeg sku' være
Så kærligheden er mit skjold, og min pen er mit sværd
Yeah!
[Omkvæd: Ulv]
For når du falder, du falder, du falder, jeg griber dig
Og når du kalder, du kalder, du kalder, jeg hører dig
Og jeg er der, jeg er der, jeg er der, og viser dig vej
For når du falder, du falder, du falder, jeg griber dig
Og når du kalder, du kalder, du kalder, jeg hører dig
Og jeg er der, jeg er der, jeg er der, og viser dig vej
[Kontraststykke: S4m1]
Jeg' fænomenal, og det ik' det basale
De bitre der talte, skulle se mig i dag
For jeg' helt genial, og jeg vinder pokalen
Jeg' helt op på taget og vil ik’ se bagud
De stikker med sværdet, jeg finder geværet
Vi spiller om æren, og vinderen fortærer
Det' fedt at blive æret, om lidt er det værre
Gemmer min lære, jeg elsker mine kære
Tænder min pære, for jeg kender mit værn
Han har sendt mig et sværd, der ka' ændre det svære
Men det ender desværre med mig selv i en sværm
Hvor jeg spørger, hvem jeg er, for jeg' blændet af skæret
Selvom de gerne vil splitte min kerne
Så sletter jeg smerten, og vender min verden
Så stil dig på tæer, for nu ændrer vi verden
Gem hver en sætning, jeg sendte til dit hjerte!
[Omkvæd: Ulv]
For når du falder, du falder, du falder, jeg griber dig
Og når du kalder, du kalder, du kalder, jeg hører dig
Og jeg er der, jeg er der, jeg er der, og viser dig vej
For når du falder, du falder, du falder, jeg griber dig
Og når du kalder, du kalder, du kalder, jeg hører dig
Og jeg er der, jeg er der, jeg er der, og viser dig vej
[Outro: Ulv]
Og viser dig vej
